Det kan være et slid at få laks på land, det ved enhver laksefisker. Men heldigvis er der også dage, hvor alting lykkes. Læs her Terkel Broe Christensens beretning fra fantastiske Skjern Å, hvor det går så let, så det mest af alt ligner en badeferie.

Tekst og foto: Terkel Broe Christensen

Medio juni. De sidste uger er der næsten dagligt tikket sms’er ind fra venner og bekendte, som er på laksefiskeri rundt omkring i verden. Facebook har også bugnet med opdateringer direkte fra vandene. Nogle brokker sig over ringe vandføring og manglende opgang, andre jubler over fantastiske fangster af store og blanke sommerfisk. Peter min gode ven, der fisker i Gaula, skriver eksempelvis frustreret, at vandstanden er historisk lav. De er otte mand, der ikke fanger det fjerneste bortset fra en enkelt i gruppen. Han har til gengæld fået to sølvblanke laks på omkring otte kilo og en enkelt smålaks. Det er det fantastiske ved laksefiskeri – det er altid en cocktail af fascination og frustration. Selvfølgelig for de der er af sted, men også for os andre som er hjemme.

Ringe start på sæsonen

Vores fælles ven Kenny Frost og jeg må passe job og familie på trods af, at vi er midt i laksesæsonen. Vi skulle egentligt have fisket sammen en uge i Skjern Å i forbindelse med premieren i april. Opgangen var desværre for ringe, så åen blev i stedet erstattet med havørredfiskeri på den fynske kyst. Selv om Kennys job smager en del mere af laks end de flestes – han er ansvarlig for lystfiskerinformations- og videnscentret Laksens Hus ved Skjern Å – er det alligevel begrænset, hvor mange timer han får fisket om morgen og efter fyraften. Nok mere end de fleste, men væsentligt mindre, end han ønsker sig.

Den første måned er der således fanget mindre end 100 laks, og de fleste af dem er nedfaldsfisk. Nogle år er kvoten på 200 storlaks opfisket på 14 dage. Det er storlaksen, der har svigtet. Den vejer typisk fra syv kilo og opefter og kommer gerne i april og maj, men altså ikke i år.

Blankfisk fra april til oktober

Endelig i begyndelsen af juni begynder laksen for alvor at dukke op i åen. Efter den lange rejse fra Nordatlanten. Fangstjournalen på nettet taler sit tydelige sprog. Den 10. juni bliver der pludselig landet ti fisk, den 12., også ti stk., den 15., ni og så videre.

Et andet håndgribeligt bevis på, at opgangen er i gang, er det imponerende syn af store laksestimer, der samler sig foran slusen ude i havet ved Hvidesande. I takt med at laksebestanden i Skjern Å de seneste år er vokset er populariteten af den nye turistattraktion ved slusen også vokset. Nogle gange står der kun en håndfuld fisk, der venter på at trække de sidste 18 kilometer gennem fjorden til de når åen. Andre gange kan der stå flere hundrede store og sølvblanke laks. Et syn, som ofte ses gennem den seks måneder lange fiskesæson.

Der er således altid en chance for at fange blanke opgangsfisk i Skjern Å. Selv hen i oktober landes nystegne sølvblanke laks med lus.

Næppe nogen har mere føling med fiskeriet i Skjern Å end Kenny. Han dypper sine fluer i åen stort set hver dag, men vigtigst er den information, han får af de mange lystfiskere, der besøger Laksens Hus. Som en god ven gennem mange år yder han mig den ekstraordinære service at give besked, når der begynder at ske noget i åen. En søndag aften i juni tikker der endelig en sms ind: ”To laks mistet. 6-7 kg efter hhv. 20 sek. og 10 min. Det er nu, det sker. Skal vi fiske tirsdag-onsdag?”

Vi vil være de første der fisker på pladsen

Både familie og job bevilger et par fridage. Tirsdag ved nitiden ruller jeg ind på den lille p-plads ved Gjaldbæk. Kenny er der allerede. Han har fisket siden solopgang uden at se noget og forslår derfor, at vi prøver en ny plads. Vinden er ret hård. Skal vi fiske på åens yderste åbne strækninger, bliver det er et knokkelarbejde. Vi har fiskekort til Borris Fiskeriforenings 23 kilometer vand, så der er heldigvis mange muligheder. Vi pendler op og ned af åen for at tjekke de enkelte pladser. De fleste steder holder der allerede en eller to biler. Der gider vi ikke fiske. Vi vil være de første. Er der laks, skal det være vores fluer, de ser først. Efter en halv times forgæves kørsel efter en fiskeplads i læ, og hvor vi samtidig kan være alene, giver vi op. Vi må ud i vinden på de nedre stræk.

Ved Sønderby Spang mere end 30 kilometer fra fjorden kan vi være for os selv. På stien over engen, lige inden vi når ned til åen, spørger Kenny venligt: Vil du gå forrest?” Jeg ved godt, at det er det, han selv helst vil. Jeg er mindst lige så venlig og siger: ”Det kan du gøre”. Selv om jeg dybest set helst vil gå forrest. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, da vi var knægte og nærmest løb om kap ned til åen, for at være den første til at kaste Mepps-spinneren ud i et stensikkert bækørred-hul i en nærliggende bæk.

Der er laks på strækket

Jeg starter ved spangen, mens Kenny går omkring et par hundrede meter nedstrøms og begynder der. Vi klør på, selv om vi har dårlig føling med grejet i vinden. Kastene er ikke specielt smukke, og vindens træk i linen oven vande ødelægger ligeledes enhver fornemmelse af fluens bevægelser. Efter ti minutter hænger min flue fast i grøden midt ude i åen. Med et roligt træk i fluestangen er den dog let trukket fri. Øjeblikket senere går en blank laks fri af vandet ved modsatte bred. Springet er akavet skråt opstrøms og lavt. De fem-seks kilo blankfisk giver alligevel et anseligt plask.

Jeg råber op til Kenny, at der er fisk og kaster videre. Trods vinden ligger mine kast pludselig helt perfekt ved modsatte bred. Tre kast skal der til, inden tiøren falder. Fluen er væk. Laksen har sprunget mit forfang! Rystet løber jeg op og forklarer sammenhængen. Der er ikke tid til detaljer. Der er laks på strækket. Nu skal der fiskes.

Ved bredden ligger, der en gammel jolle. Her sætter jeg mig for at skifte forfang og flue. Mens jeg sidder bøjet over flueæsken, forplanter Kennys råb sig gennem ådalen: ”Fisk. Fisk”. På afstand ses en stor og blank laks gå fri af vandet. I løb forsøger han at følge efter nedstrøms. Jeg smider, hvad jeg har i hænderne, og løber alt hvad jeg kan for at hjælpe til med nettet. Selv om det er en stærk laks, som kommer direkte fra havet (det viser sig lidt senere, at den har lakselus) tager det højest ti minutter at få den på land.

Hilsen til Gaula

Det er Kennys første fisk i år. Så den bliver slået ihjel, fotograferet samt målt og vejet. Derefter laver vi en lille video-sekvens til Peter og de andre drenge ved Gaula, hvor fisken bliver vist frem, og vi spørger hvordan det går i geddevandet mod nord. En opdatering på Facebook med et billede, som lyder: ”Så er der laks til sølvbryllup” giver også et utal af likes og kommentarer.

Bagefter fisker vi videre på strækket nogle timer. Jeg vil bare så gerne fange en laks og fisker koncentreret. Ofte trækker laksen op i små stimer. Så når der er en laks, er der også flere. En af dem vil jeg gerne have på land. Men jeg kan også godt mærke, at Kenny ikke er helt så tændt, som han plejer. Snart er jeg overtalt til at vi kører til Borris, for at hente hindbærsnitter og kaffe i Brugsen. Laksen skal fejres og ikke mindst vises frem!

Efter at kagerne og kaffen er fortæret, og laksen er beundret af alle dem, vi møder, bruger vi de næste 3-4 timer på at fiske på forskellige nye pladser. Blandt andet oppe i åen, hvor der er mere læ for vestenvinden. Vi fisker blandt andet ved Skobæk, Ahlergaard og Borris Krog. Her løber åen smal og dyb med varierede strømforhold. De mange udhængende træer gør det svært at fiske effektivt. Kenny fortæller: ”Fluen skal helt over under træerne for at dække de bedste pladser”. Den vil så med strømmens hjælp svinge ind under grenene. Om dagen holder havørrederne til derinde i mørket, men laksen kan også finde på at holde til der – typisk på kanten mellem det overdækkede og det åbne vand. Det er utroligt spændende fiskeri, men det koster også en enkelt flue. Et forsigtigt træk i fluen under en gammel gran tolkes til at være en lille havørred. Om det passer, er ikke til at vide. Det kan være så meget andet, for eksempel en laks.

Først pizza og så igen laks

Aftensmaden, et par gigantiske jyske pizzaer bliver serveret på det lokale pizzeria i Sdr. Felding, hvor vi aftaler at slutte dagen ved Sønderby Spang. På vej ned over engen spørger Kenny igen, om jeg vil gå forrest. Denne gang er jeg ikke så generøs og svarer: ”Ja det vil jeg. Jeg begynder, hvor du startede før.” Kenny lægger ud ved spangen, og jeg går nedstrøms til jollen, hvor jeg tidligere sad og skiftede forfang og flue. Her smider jeg min rygsæk og begynder fiskeriet. Jeg skal dog lige fem – ti meter længere nedstrøms. For udfor jollen er der banket to lange pæle af jern i åen henholdsvis et par og ti meter fra land. Det ligner pæle, som skal holde en åleruse.

Det går ikke mere end 5 minutter inden Kenny igen råber: ”Laks”. Jeg når lige at tænke: ”Ej nu ikke igen. Det er urimeligt, det er jo min laks!” Jeg løber alt, hvad jeg kan. Den stort set ufordøjede Hawaii Pizza og en Cola fylder godt maven, så der bliver ikke slået nogen 100 meter rekorder. Med fluestangen spændt som en ostehøvl foran sig bliver Kenny trukket ned af åen. Det er igen en stærk fisk, som kun vil en vej, og det er i fuld fart nedstrøms mod fjorden. Det kniber, han kan følge med, så samtidig med at han småløber nedstrøms, forsvinder baglinen stille og roligt fra Zpey-hjulet. I løbet af et øjeblik er fisken nede ved mig og med mindst 100 meter line efter sig.

Kenny er flydende

Uheldigvis trækker laksen mellem de to jernpæle. Kenny havde set faren, men han kan ikke nå at presse den udenom. Det er umuligt at få fluelinen over pælene fra land, fordi at pælene er forbundet med en bardun til bredden, og laksen og Kennys flueline er under denne snor. Langsomt men ubønhørligt nærmere han sig pælene. Pludselig er der fare for, at stangen bliver banket imod det rustne metal, så tæt er han på. Sker det, er der risiko for en smadret stang og endnu være en tabt fisk.

På grund af sommervarmen fisker vi kun i gummistøvler, så lidt morsomt får jeg sagt: ”Tror du får våde sokker.” Kenny svarer irriteret: ”Skru ned for charmen.” Der er ikke andet at gøre end at vade uden om. Jeg får mobilen og pungen. En meter fra land står han i det kølige strømmende vand til navlen. Brillerne bliver også kastet ind. Forsigtigt vader han længere ud og kan snart trække sig ud til den første jernpæl.

Imens fortsætter laksen sit udløb. Mindst 150 meter line er nu ude, og Kenny er flydende. Han kan i hvert fald ikke nå bunden på ydersiden af pælen. Heldigvis er linen viklet fri, og et problem er i det mindste løst. Stangen er højt løftet, og laksens udløb ses som bløde dunk i stangtoppen. Da han slipper jernpælen, trækker laks og strøm han videre mod fjorden. Opdrift i vadejakken og fornuftige bentag holder ham akkurat oppe. Hoved og hænder er oven vande – i hvert fald det meste af tiden. Ind i mellem tager han en mundfuld vand ind, men den bliver prustet ud igen, som en hvalros, der kommer op efter at har været på havbunden efter muslinger. Trods Kennys fortid som elitesvømmer, skal han kæmpe længe mod strømmen, inden han igen har fodfæste.

Efter 50 meters badetur er han endelig tæt på bredden og kan endelig stå nogenlunde på fast bund. Godt nok i vand til halsen. Jeg rækker en hånd, og får ham på land. Som en druknet vandrotte med vandet drivende af sig og med et par skvulpende gummistøvler, fortsætter han efter laksen. Den viser endelig træthedstegn. Udløbene udebliver og Kenny genvinder roligt sin bagline. Jeg småløber ved siden af på bredden, mens jeg kommer med ”friske” bemærkninger og fotograferer løs.

Tilbud om guidning

Omtrent en halv kilometer nedstrøms fra spangen, hvor laksen tog den lille Beiss-flue er der en fin landingsplads. Uden ret meget dramatik kommer den i nettet. Og efter få sekunders fotoseance får den friheden igen efter en fight, som ingen af os nogensinde vil glemme.

Kenny ryster af kulde. Så vi beslutter, at call it a day. Grejet bliver hurtigt pakket sammen, og snart er vi på vej mod bilen og et varmt bad ved Laksens Hus. Vi når dog ikke mere end et minut indover engen, som allerede er badet i aftenlyset, da Kenny udbryder: ”Stop vi skal lige have sendt en sms til Peter og drengene ved Gaula. Hvad siger du til: ”Sekskilos genudsat. Hvad med at næste års lakseferie skal forgå ved Skjern Å? Jeg guider gerne …”