Danske Karup Å havørredåen over dem alle; Danmarks bedste – måske er den endda i verdensklasse… Her har alle en chance for at fange en havørred i en kaliber, som for mange kun optræder i de vådeste drømme. Hvert år kommer der nemlig fisk på den rigtige side af de magiske ti kilo på land ved denne naturskønne å.

Tekst og foto: Terkel Broe Christensen

Karup Å-havørreden kan være en udfordring af de store og til tider kan det være dybt frustrerende, fordi åens havørreder kan være så svære at få i tale. Og heldigvis for det. For det er det, som gør fiskeriet ved den legendariske danske havørred-å så fantastisk spændende og udfordrende.

Fra omkring 1. juni er der masser af fisk i åen, men det er bare ikke altid de vil hugge. Skal der fisk på land, kræver det det rette grej, lokalkendskab og ikke mindst en masse tid og flid. Til gengæld har man i hvert kast en mulighed for at fange en af verdens største havørreder. Der kan være en fisk på 10, 11 eller 12 kilo og i sjældne tilfælde endda tungere fisk. Den viden i sig selv er nervepirrende. Hvert år landes der fisk over ti kilo mange drømmefisk mellem fem og otte kilo. Gennemsnitsfisken i Karup Å har i mange år vejet omkring fire kilo, og med en tidligere verdensrekord på ikke mindre end 14,4 kilo kan man med rette kalde Karup Å for en af verdens bedste havørredvande.

Her i artiklen får du et indblik i det eventyrlige fiskeri og info om how to do. Men hvis du vil prøve kræfter med åens kæmper, må du selv rejse til åen og tage udfordringen op og lægge den ihærdighed og de timer i, der skal til. Uanset hvor svær en fisk Karup Å-havørreden er, så skal der kun et kast til.Alle har en chance ved Karup Å, så længe man har en flue eller andet agn i vandet.

Natfiskeri en Karup Å-specialitet

Om sommeren fisker de fleste om natten. Mange starter lidt før solen går ned og fortsætter ind i mørket og igennem natten. Det kræver sin mand, og det er ikke bare noget man gør for en enkelt nat. Udover det fisketekniske skal man vænne sig til mørket, som selvfølgelig begrænser ens syn. De lokale bruger ikke kunstigt lys ved åen – og kommer man til det, skal man nok få besked om, at det er no go. Det udfordrende gælder således både i at få lagt fluen så tæt på modsatte bred som muligt, og noget så banalt som at abstrahere fra risikoen for at falde i åen eller i et af de mange huller eller grøfter. Samtidig kræver fiskeriet fuld koncentration på fluen. Man skal bruge alle sine sanser, også klokken fire om morgenen, når den sidste kaffe er drukket og trætheden for alvor melder sig.

Mørke, træthed og den spænding, der automatisk opstår, når der er chance for storfisk i farvandet, er nok den cocktail, der gør fiskeriet ved åen så fantastisk. Nogle gange kan spændingen måske blive lige vild nok.

Min gode ven Tom Sørensen fortæller om sit fiskeri tilbage i 1980’erne, da han fiskede sammen med sin far, Palle. De var uadskillelige ved åen selv om diskussionerne ind imellem godt kunne være højlydte. I de år landede de omkring 20 fisk pr. mand hver sæson, og flere af dem var i 9, 10 eller 11-kilosklassen. Så far og søn har begge på egen krop mærket masser af storfisk og oplevet de vildeste fights i den mørke sommernat.

Den nat da Palle fik sit livs fight

En nat fisker de nedstrøms Hagebro Kro på strækket ved Dueholm. Pludselig råber Palle, så det runger i hele ådalen: ”FISK, FISK”. Tom kan høre på tonefaldet, at han har fået fat i en af dem fra den tunge afdeling. Så han styrter op til sin far, som står med fluestangen spændt helt i bund. Ophidset sætter han Tom ind i situationen: ”Den er stor. Rigtig stor. Den har ikke været i overfladen endnu. Den har bare stillet sig dybt og flytter sig kun lidt en gang i mellem. Den er helt sikkert større end den på ti kilo, som jeg fik her sidste år.”

Palle får kommanderet sønnike til at tænde lommelygten, men der er ikke meget at se andet end linen, som spændt sitre i strømmen. På ganske kort line fighter han fisken, men den flytter sig ikke ret meget. Det eneste Palle kan mærke er de små dunk i linen, når den flytter sig lidt. ”Det er typisk sådan storfisk opfører sig”, belærer han sønnike.

Tom har altid været handlingens mand. Efter 10 minutters tæt infight foreslår han, at der nu skal ændres vinkel på linen, og der skal lægges endnu mere pres på fisken. Højlydt bliver den nye strategi diskuteret. Det viser sig, at ideen er god nok, for pludselig vender fisken. Roligt går den nedstrøms. Fisken er umulig at holde, og det eneste Palle kan sige er: ”Hold da kæft den går dybt. Det er helt vildt, så dybt den går.” I næste hul 20-30 meter længere nedstrøms stiller kæmpen sig igen urokkeligt. Tom forslår igen efter fem minutters tovtrækkeri at ændre vinkel på linen. Det hjælper straks. I udgangen af hullet er der en sandbanke. Palle forsøger at presse den indover det lave vand. Nu vil han se fisken. Tom hopper i vandet og lyser ud mod fisken, idet han råber: ”Pres den – gå bagover Far!”

Den går dybt

Ganske langsomt får han den flyttet ind i lyskeglen. Nu møder der Tom et syn, som han aldrig skal glemme. For øjnene af ham i lommelygtens gule skær forvandler den gigantiske ørred sig pludselig til en meter lang og gennemvåd hegnspæl. Fluen er kroget solidt og dybt midt på stammen. Den fisk havde han aldrig mistet. Der er ingen tvivl om, at Palle den nat fik sit livs fight. Tom fik til gengæld håneretten de næste mange år og blev en meget god historie rigere. Da Palle lusker slukøret opstrøms for at starte fiskeriet igen, kan han på lang afstand høre Tom grinende råbe: ”Hold da kæft den går dybt.” En sætning som han i øvrigt har gentaget rigtig mange gange siden …

Derfor er Karup-ørreden så stor?

Men det er ikke kun tunge granrafter, som tager fluerne ved Karup Å. Der kommer også en del store tunge fisk på land. De sætter selvfølgelig også spekulationerne i gang om, hvorfor det netop er Karup Å, der huser så mange store fisk. De fleste andre vande i havørredens udbredelsesområde er nemlig domineret af mindre fisk. Det vil sige fisk, som bliver kønsmodne tidligt og som vandrer op i åen efter kun en eller to somre i havet.

Kun i ganske få vandløb i verden finder man de helt store havørreder. Det er typisk vandrige vandløb. Udover Karup Å er svenske Mørrumsåen og Emåen beliggende i Blekinge kendt for deres store havørreder. Det samme gjaldt engang også for den polske flod Vistula. Desværre er bestanden her udryddet blandt andet på grund af opdæmninger og forurening.

Størrelsen er genetisk bestemt

Fra laks har biologer dokumenteret, at kønsmodningsalderen er genetisk bestemt. Det betyder, at i laksens DNA-molekyle ligger der en kode, som har indflydelse på, hvornår den bliver kønsmoden. Laksen fødes i vandløb og vandrer i havet som smolt et til seks år gammel. Efter en årrække i havet, hvor den æder sig stor og fed bliver den kønsmoden. Herefter vandrer den tilbage til fødevandløbet for at gyde. Havørredens livsmønster ligner laksens på rigtig mange måder, og mon ikke også det gælder for havørreden, at kønsmodningsalderen og dermed fordelingen af store og små fisk er genetisk bestemt?

Skælanalyser viser, at havørrederne er i havet mellem en sommer og op til fire somre. I de fleste vandløb vandre hovedparten af havørrederne tilbage efter kun et eller to år. Karup Å eller rettere sagt lystfiskerne ved Karup Å er privilegeret ved, at her vender en forholdsvis stor del af bestanden først tilbage for at gyde efter tre eller fire somre i havet. Har en havørred tilbragt fire år i det føderige hav, har den typisk en længde mellem 60-110 centimeter. Fisk, som kun har tilbragt en enkelt sommer i havet er ikke længere end 30-60 centimeter

Når vi ser de helt store fisk fra Karup Å, dem over de 110 centimeter og som Plejdrups verdensrekordfisk på 14,4 kilo, er der formentlig tale om individer, som først er blevet kønsmoden efter fire år i havet. Efter første gydning, når de at tage endnu en tur i havet og komme tilbage for at gyde for anden gang. Det sker sjældent, og måske er det også godt, for det er disse mytiske monsterfisk, som føder drømmene og som gang på gang lokker os fiskere til Karup Å – et af Danmarks skønneste fiskevande med en helt unik havørredstamme.