For at fiskeri skal være godt, skal det være svært. I de seneste år er fiskeriet i de danske vandløb kun blevet bedre. Hvad gør man så, hvis det er blevet for let? Man kan for eksempel gøre som Bo Fomsgård, der har opfundet Den Jyske MacNab, der er en seriøs udfordring, der handler om, at fange en laks og en havørred indenfor et døgn i to forskellige jyske vandløb.

Tekst og foto: Kenny Frost og Terkel Broe Christensen

De fleste kender til det at sætte sig nye mål, nye udfordringer, der vokser med erfaringerne. Kun de færreste kaster sig ud i at gennemfører en Marathon eller en Ironman, uden først at have snust til de kortere distancer. Men når først bacillen er inde i kroppen, er det fedt at udfordre sig selv og sætte nye mål.

De fleste lystfiskere drømmer om den helt store fangst, men der findes også andre udfordringer. Den Jyske MacNab er netop sådan en udfordring som mange, der har fisket længe stiller sig selv.

Det er en erfaren lystfisker med mange store rekordfisk noteret i fangstjornalen, der fandt på denne næsten uopnåelige fiskeudfordring. Bo Fomsgaard, af lokale kendt som en rigtig dygtig havørred- og laksefisker ved de jyske åer. Bo har fisket siden først i 1970e´rne, og at det lige var Bo der kom på den vilde idé, er for folk der kender Bo ikke så svært at fatte – for Bo går sine egne veje og har sine egne små opfundne udfordringer, som på fineste vis udvider vores ædle sport.

Bos ultimative udfordring går ud på at fange en laks i Skjern Å og en havørred i Karup Å indenfor det samme døgn. Altså ikke bare inden for 24 timer, men mellem 00.00 og 24.00.

Bo har indtil videre lykkedes med denne bedrift seks gange, hvorimod jeg selv trods mange forsøg aldrig er lykkedes helt med dette. Det var dog meget tæt på en aften for nogle år siden, hvor jeg om morgenen havde fanget en flot laks i Skjern Å og i jagten på at vinge skalpen med Den Jyske MacNab af, tog til Karup å hen under aften. Lige omkring midnat sker det endelig at en lille 1 kilos havørred tager min flue og den bliver bragt sikkert til nettet. Et hurtigt billede inden den atter får friheden, hvorefter jeg tager telefonen og ringer for at fortælle Bo, at jeg nu også er med i klubben af sublime lystfiskere, der har fanget en Jysk MacNab.

Glæden og iveren er stor, da jeg med begejstret stemme fortæller Bo om de to fangster, men så kommer han med et for mig mærkeligt spørgsmål.

 ”Har du lige fanget den?”

”Ja – for pokker den er sat ud for mindre end et par minutter siden”

”Jamen så er det jo ikke inden for det samme døgn. Klokken er 00.15!”

 Fortvivlelsen er stor, og jeg prøver på at få den til at gå igennem ved at sige:

 ”Jamen – måske er der alligevel også gået mere end 2 minutter, jeg gik jo også med den nogle minutter, og det må vel være fra den tager fluen ……”.

Men lige lidt hjælper det, og jeg ved det godt. Bo er ikke nogen barmhjertig samaritan, og håndhæver klippefast reglerne, og sådan bliver det. Havde jeg bare fået den havørred et kvarter før, ville jeg havde været med i den eksklusive klub – men det er jeg desværre ikke endnu.

Bo Fomsgaard er født og opvokset i Herning og har gennem hele sit efterhånden lange lystfiskerliv, der startede som 10 årig, fisket i såvel Skjern som Karup Å. Han er kendt som en af de skrappeste ved åen, og har igennem årene fanget flere laks og havørreder end de fleste andre ved de to åer.

Interview med Bo Fomsgaard

Hvornår startede du dit fiskeri i henholdsvis Skjern og Karup Å?

Da fiskeriet efter ørreder og stallinger begyndte at blive dårligt i slutfirserne, og da historierne gik om store blanke fisk i Karup Å, begyndte jeg at tage bussen ud til det daværende Herning Sportsfiskerforenings fiskevand ved Karup by, hvor jeg fangede de første sommerørreder i starten af halvfemserne. Et par år senere blev jeg inviteret ind i et konsortium ved Skjern Å, hvor jeg begyndte at fange laks i slutningen af samme årti.

Siden den første havørred fra Karup Å, har jeg fanget fisk derude hvert år siden, så derfor betyder årets første havørred stadig rigtig meget for mig.

I Skjern Å gik der en del år med sporadiske laksefangster, inden det store arbejde der er blevet gjort for at ophjælpe en sund bestand af fiskene gjorde, at fangsterne blev mere stabile, og at man med god ret kunne tage til åen med reelle forhåbninger om kontakt med de store opgangslaks.

Hver sæson er speciel, men fiskeriet herhjemme efter laks og havørreder er blevet så godt, at man nu, hvis man gør en indsats, har gode muligheder for stabile fangster i mine to favoritåer. At man derudover har muligheden for sit livs fisk derude, er der heldigvis flere og flere der får lov at opleve.

Min største fisk fra Karup indtil nu er på 11 kilo, mens de største fra Skjern Å vel har ligget på 12-13 kilo. Og som mange andre kan jeg sige, at chancen for væsentligt større fisk ikke blev taget da muligheden opstod – og det gælder i begge åer.

Hvordan fandt du egentlig på Den Jyske MacNab?

MacNabben opstod ved en tilfældighed for mere end ti år siden. Dengang kunne man vente længere med at rapporter sine fisk, end man skal i dag. Så jeg havde for vane at samle lidt op efter en uges tid, og så skrive flere fangster ind i bundter.

Jeg skrev fiskene ind i min egen fiskejournal, når jeg kom hjem fra åen, og ind i de officelle journaler en anden dag. Det var ved en sådan lejlighed, at jeg skrev en laks ind fra Skjern Å og en havørred fra Karup på samme dato, og kom til at tænke over hvor ofte dét mon foregik, og om ikke jeg lige skulle prøve det igen!

I årene derefter, gjorde jeg sommetider det, at når jeg fangede en laks i Skjern, tog jeg hjem til familien, spiste aftensmad og puttede unger, hvorefter jeg lige tog et par timer nordpå. En gang imellem lykkedes det så at fange dét, der senere i venners lag blev kaldt en ”Jysk MacNab”, og som for mig, som elsker at gå ved de to åer, er en sjov og uforpligtende udfordring.

Det er langt fra noget, jeg opnår hver sæson. For det stadig er en svær øvelse, selvom fiskeriet i de jyske åer er blevet bedre og bedre for hvert år.

Min tidligste MacNab er lykkesi juni, men det bedste tidspunkt at gøre forsøget er nok august og september, hvor fiskeriet i begge åer topper.

Jeg fisker stort set kun eftermiddag og aften pga. Mit arbejde. Så det er ikke altid muligt for mig at nå begge åer, men jeg har da prøvet et par gange i år. Desværre uden held, selv om det var tæt på. Laksen var der, men havørreden faldt af!

Det giver lige turen til Karup et ekstra pift, når muligheden for Den Jyske MacNab afhænger af de næste par timer i mørket ved åen med de store havørreder.

For mig er MacNabben et ekstra krydderi og ikke en besættelse, hvilket jeg synes er vigtigt at understrege. Det er egentlig med til at gøre mit fiskeri mere uformelt og sjovt i en tid, hvor størrelser og antal godt kan være med til at fjerne det barnlige og tossede fra lystfiskeriet.

Jeg håber at andre kan se samme perspektiv, og vil forsøge sig med ”Den Jyske MacNab”.

FAKTA

Den Jyske MacNab

Bo udfordre sig selv med Den Jyske MacNab, hvor han indenfor samme døgn i de jyske klassevandløb Skjern Å og Karup Å skal fange henholdsvis en laks og en havørred. Navnet er inspireret af Den Skotske MacNab, hvor man skal skyd en kronhjort, fange en laks og skyde to ryper på 24 timer.

Karup Å og Skjern Å

Bo Fomsgaard bor i den midtjyske by, Herning. Herfra har han 20 minutters kørsel til sit fiskevand i Skjern Å, som er kendt for at være Danmarks absolut bedste laksevand. Er vand, som de senere år har præsteret fangster, der her helt på højde med de bedste norske vande. Læs mere om fiskeriet i Skjern Å her: www.skjernaasam.dk.

Nord for Herning løber Karup Å. Bo har heller ikke mere end 20 minutters kørsel derop. Åen ligger utrolig naturskønt og er særlig kendt for sine enromt store havørreder. Hvert år landes der fisk omkring de ti kilo, nogle år enda endnu større. Med en fisk på 14,4 kilo havde åen i mange år verdensrekorden for lystfiskerfanget havørred. Du kan læse om Karup Å og fiskeriet der på Karup Åsammenslutningens hjemmeside: www.karupaa.dk.